Anmeldelse
BRIDGERTON: En popkulturel sukkerbombe

Af Nanna Schmidt Nordestgaard

Bridgerton er en bombe af popkulturelt arvegods; som skabt af en algoritme, der har set alle romantiske film og serier de sidste mange år, sammensætter den de dele, den forventer vil tilfredsstille seeren.

Serien er til en person, der er vokset op med de dekadente skandaler fra Gossip Girl (2007-12), og som skamfuldt har set Fifty Shades of Grey (2015). Men også en person, der elsker Jane Austens univers for de subtile sociale koder og det flotte tøj. Tilføj så lige en mildt kritisk bevidsthed om køn, klasse og race, så har du det monster, som Bridgerton er.

Den unge pige Daphne Bridgerton (Phoebe Dynevor) er debutant ved hoffet i England i 1813. Det betyder, at hun nu kan gå til bal og måske møde en ægtemand. Faktisk leder enhver piges liv på det tidspunkt frem til øjeblikket, hvor de skal giftes. Og giftemålet skal helst indgås i samme sæson som pigen debuterer ved hoffet, mens hun stadig er spændende nyt kød på datidens datingmarked.

Hver morgen udkommer der et anonymt skriv til byens husstande, hvori en mystisk Lady Whistledown gør status over de seneste eskapader blandt gæsterne til diverse baller og selskaber. Med en sætning eller to kan hendes pen ødelægge et ry og dermed ødelægge en kvindes mulighed for at blive gift. Og da Daphnes ellers lige vej til social sikkerhed krydses af den mystiske hertug Simon Basset (Regé-Jean Page), kommer hun også i Lady Whistledowns granskende søgelys.

De første 5 afsnit så jeg med skamfuld fryd. Som en billig chokolade, du ikke kan stoppe med at spise, slugte jeg den, mens jeg morede mig over de mange referencer. For eksempel er hele Simon og Daphnes forhold bygget op om modsætningen mellem den rige, erfarne (ældre) enspænder og den uskyldige pige. Selv før Mr. Grey og Miss Steele var det en yderst tyndslidt kliche.

Ud over den lidt akavede og ikke helt så sexede romance, leder den store forskel mellem kønnenes erfaringshorisont til en række ret morsomme scener, hvor kvinderne forsøger at opklare, hvad det er der sker på bryllupsnatten, som er så skelsættende.

Men da jeg havde fråset mig igennem 5 episode, gik jeg sukkerkold. Den øjeblikkelige lyst til at trykke pause skyldtes først og fremmest, at det gennem serien bliver tydeligt, at hovedpersonen ganske enkelt er ulidelig. Du kan faktisk udskifte Daphne med verdens fladeste hovedkarakter, Anastasia Steele, uden at historien forandrer sig synderligt.

Daphne vil holde hus og have børn, og det skal gøres på den rigtige måde. Dødkedeligt!  At den pæne, stille pige i klassen løber med Prins Charming er vitterlig ikke nogen nyhed. Jeg vil langt hellere se, hvordan Daphnes mere kantede lillesøster, Eloise (Claudia Jesse), klarer debutantsæsonen. Eller jeg vil følge naboens datter, Penelope Featherington (Nicola Coughlan), der modsat Daphne ikke lever op til konventionelle skønhedsnormer.

Faktisk forstår jeg slet ikke, hvad den mystiske Simon Basset ser i Daphne. Nogle gange udstiller Daphne en kritisk bevidsthed om de overfladiske etiketter for samvær, som hun lever under, men ofte er hun blot tilpas ved at kunne udfylde den rolle, de fordrer. Og det er en af de serier, hvor alt dramaet skyldes åndsvage misforståelser, hvorfor man til sidst har lyst til at råbe ”SÅ TAL DOG SAMMEN!”.

For en serie, der (overfladisk) berører emner som køn, klasse og race er det virkelig underligt, at hovedpersonen ikke har fået mere at spille med end et flot udseende.

Et andet problem er, at Bridgerton er ufarlig. Har man set Gossip Girl, så ved man, at et rygte eller exposé kan ødelægge liv, men i Bridgerton er Lady Whistledown mest af alt en smagsdommer. Det største og mest risikofyldte rygte, der reelt truer Daphne og Simon, manes til jorden uden problemer.

Selvfølgelig er der mange serier og film, der med rund hånd drysser klichéer ud over deres fortælling. Men de virker ofte, når de bliver brugt på nye måder, eller når karaktererne er troværdige. Jeg mangler i virkeligheden en villighed til at gå linen. Både diskussionen af køn, klasse og race og vigtigheden af Lady Whistledowns afsløringer forbliver overfladisk.

I Bridgerton får du stillet dine dybeste popkulturelle fantasier, men selv ikke en empirekjole kan skjule, at Daphne er en fuldkommen håbløst tom karakter, der gør de sidste episoder til en ørkenvandring mellem aflagte referencer til bedre tidsfordriv.

Kommentarer